Mobisticks

Projektet

MobiSticks.dk er blevet til i et samarbejde mellem Videnscenter for Integration, Scanbuy, Webbureauet Re:, Nørremarksskolen i Vejle, Lærdansk i Århus, Vejle Museum, Økolariet i Vejle, Stadsarkivet i Vejle, Center for Specialundervisning for Voksne i Vejle. MobiSticks.dk er støttet af It- og Telestyrelsen og TrygFonden.


Få gratis skanningsprogram: Sms SCAN til 1220. Du kan også gratis hente ScanLife på Android Market eller App Store.

onsdag den 28. september 2011

tirsdag den 20. september 2011

E-pixibog om MobiSticks i undervisningen

Roland Hachmann har på sin blog lagt en superflot e-pixi bog om QR-koder i undervisningen. Bogen fortæller om kodernes historie og teknologi. Den fortæller, hvordan MobiSticks.dk virker og giver konkrete eksempler på, hvordan MobiSticks kan anvendes i undervisningen.

Roland Hachmann

Erfaringer fra en erhvervsskole


Stor tak til Anna-Britt Krogh (Syddansk Universitet) og  Dorthe Carlsen (UC Syddanmark) for at have sendt denne feedback på deres brug af MobiSticks:

”I ELYK-projektet eksperimenterer vi med MobiSticks i et obligatorisk arbejdsmiljøkursus (37 timer) for elever på indgangen Transport og Logistik på erhvervsskolen EUC Syd Lundsbjerg. Vores første pilottest viste, at innovationspotentialet i brug af mobiltelefoner – og mobisticks -  ligger i en mere engagerende og motiverende undervisning. I første omgang var der lagt op til at eleverne skulle recipiere fra mobisticks, men læreren og eleverne begyndte selv uopfordret at eksperimentere med også selv at producere mobisticks; lærerne oplevede umiddelbart at eleverne blev mere vidensproducerende.

I denne uge gennemføres det egentlige eksperiment – som analyseres og senere publiceres i en elyk-rapport og på en konference.”

Det bliver spændende at høre mere! 

lørdag den 10. september 2011

"MobiSticks - et hit blandt undervisere"

Roland Hachmann skriver om MobiSticks på sin blog It, medier og læring Læs anmeldelsen og bliv inspireret af Hachmanns forslag til brug af MobiSticks i undervisningen.

mandag den 5. september 2011

Teknologi og tilgængelighed

MobiSticks præsenteres på temadag:

Teknologi og tilgængelighed på erhvervsuddannelserne 6. september 2011


Temadagen sætter fokus på teknologi og tilgængelighed på erhvervsuddannelser ud fra et ønske om at kvalificere hjælpen til elever og kursister i læse- og skrivevanskeligheder. Mange af disse kender ikke til muligheden for støtte, når de starter på uddannelsen, så behovet for at koordinere og kvalificere indsatsen hurtigt og effektivt er vigtig i bestræbelserne på at fastholde eleven i uddannelse. Temadagen giver læsevejledere og andre fagpersoner ny viden om de mange muligheder, der er for at støtte elever med læse- og skrivevanskeligheder i form af teknologiske hjælpemidler.

Se mere HER

tirsdag den 9. august 2011

MobiSticks 2.0

Skal MobiSticks.dk udvikles, så platformen indeholder flere faciliteter? Her er nogle af de idéer til nye faciliteter, der har været diskuteret:

1. Bruger/institutionsadministration
2. Pædagogiske skabeloner (til inspiration)
3. Lokationsbasering (levere indhold i forhold til sted/lokation)
4. Statistik (så man kan se, hvor mange hits en MobiStick har)
5. Personliggørelse af scanninger
6. Dialog (pushinformation)
7. Flere typer af links

lørdag den 23. juli 2011

Anbefalinger

Projektet MobiSticks har undergået sin første evaluering. Det har bl.a. resulteret i 3 anbefalinger til andre, som vil udvikle lignende it-projekter:

1) Ethvert projekt med ambition om størst mulig udbredelse, bør i udviklingsfasen inddrage så mange brugere som muligt. Skab så megen aktivitet, åbenhed, synlighed og videndeling som muligt. Det er i dette projekt gjort bl.a. via netværket Det Mobile Vejle (www.detmobilevejle.net). Denne fremgangsmåde sikrer input, ejerskab og udbredelse.

2) Arbejd med eksempelmålgrupper, men sørg for, at der i processen er mulighed for, at andre kan indgå som målgrupper. Eksempelmålgrupperne er nødvendige for at kunne føre de intenderede tankegange til ende. Men opstår nye indsigter og muligheder undervejs, bør de inddrages aktivt. Det vil sikre input, ejerskab, udbredelse m.v.


3) KISS: Keep It Simple og Keep IT (informationsteknologi) Simple. Det har helt klart været en fordel for projektet, at teknologien har været enkel, men også formidlet enkelt. Det blev tidligt besluttet at gøre en prototype af MobiSticks.dk tilgængelig – i en enkel form. Det giver ”hurtig” forståelse og indsigt i projektets idé – og dermed dets institutionslokale muligheder.  

onsdag den 13. juli 2011

Søg job med mobiltelefon

Jobcenter Vejle har sendt en pressemeddelelse ud om sin brug af MobiSticks. DK-NYT bragte nyheden dd. med følgende ordlyd:

"Har man en smartphone, er Jobcenter Vejle nu klar med en nem og hurtig måde at søge job på

VEJLE: Ved hjælp af såkaldte 'mobisticks' kan man på Jobcenter Vejle digitalt overføre jobannoncer til sin mobil. Der er tale om helt ny teknologi, som Jobcenter Vejle er de første til at tage i brug på jobområdet.

Jobcenter Vejle regner med, at især de unge vil bruge det som en hurtig og smart måde at tage en jobannonce med sig hjem eller sende til en ven eller familiemedlem.

- Som med Facebook håber vi også, at borgerne vil dele jobbene med deres venner og fami­lie. Ofte kender de jo hinanden bedre, end vi gør. Derfor vil det være alle tiders måde at mat­che de rette jobs til de rette mennesker, udtaler Bjarne Sinding, udviklingskonsulent ved Job­center Vejle og initiativtager.


Fakta: Mobisticks' er en billedkode, som en såkaldt smartphone (fx iPhone) kan scanne. Når man scanner billedet, henter mobiltelefonen over internettet fx en jobannonce eller andet digitalt indhold.

'Mobisticks' er et forsøg i forbindelse med Jobcenter Vejles digitaliseringsplan, hvor de gerne vil være helt fremme med ny digital, borgerrettet teknologi."

En søgning på Google 31. juli på Jobcenter Vejle + MobiSticks + jobannonce gav følgende resultat: Klik her

lørdag den 25. juni 2011

Forebyggelse af rygestart - på en sjov måde

Sundhedsafdelingen i Vejle Kommune har lavet en film, der skal være med til at forebygge rygestart blandt unge. En sjov film, der også ligger på YouTube. Læs mere her

Man kan lave MobiSticks med film, som er en del af sundhedskampagner. Børn og unge kan også lave MobiSticks med deres egne film, billeder og tekster. Scan MobiStick'en og se filmen.



mandag den 16. maj 2011

Ny borgernær mobil-teknologi i Vejle


Efter et års udvikling står MobiSticks.dk nu færdig. På MobiSticks.dk kan institutioner og borgere i Vejle Kommune fremstille deres egne 2D-koder. MobiSticks er 2D-koder, som skannes og læses med borgerens mobil. Når borgeren fører sin mobils kameralinse hen over en MobiStick, får han eller hun adgang til tekst, lyd, billede, video eller en hjemmeside på sin mobilskærm.  Det kræver blot, at man har downloadet et gratis skanningsprogram (ScanLife)


Gør det selv!
”2D-koder er kendt teknologi. Normalt kan man dog kun skanne andres 2D-koder. På MobiSticks.dk kan enhver lave sine egne koder. Det skal være med til at styrke it-kompetencer, tilgængelighed og borgernærhed i Vejle Kommune ” fortæller projektleder Mads Bo-Kristensen, Videnscenter for Integration.

Let at lave
Websiden er så enkel, at alle kan være med. På MobiSticks.dk kan kommunens institutioner og borgere på et øjeblik lave en 2D-kode, der kan gemmes eller printes. MobiSticks kan integreres i tekstmaterialer (fx brochurer og undervisningsmaterialer) eller de kan sættes op i et lokalmiljø, hvor der er behov for information, vejledning eller læring.

MobiSticks.dk er udviklet af Det Mobile Vejle, der er et netværk af over 40 institutioner og virksomheder. Netværkets formål er at bidrage til mobil-baseret information, vejledning og læring i kommunen.


Videndeling på tværs
”Det Mobile Vejles deltagere deler viden om og udvikler mobilteknologi. Websiden MobiSticks.dk er et eksempel på en sådan teknologi. MobiSticks er udviklet på tværs af traditionelle fagskel, og repræsenterer en fælles teknologi, der har forskellige lokale anvendelsesmuligheder. Alle institutioner har et ønske om at styrke borger- eller brugernærhed og -inddragelse, men det gøres forskelligt på et jobcenter, et stadsarkiv og en uddannelsesinstitution,” fortæller Mads Bo-Kristensen. 

På MobiSticks.dk er en lang række casevideoer og eksempler på MobiSticks, så nye brugere kan se, hvordan 2D-koderne virker og kan anvendes på forskellige fagområder.    


MobiSticks er udviklet med input fra deltagerne i Det Mobile Vejle. Selve udviklingen er foregået i et tæt samarbejde mellem Videnscenter for Integration, Nørremarksskolen, Lærdansk, Vejle Museum, Økolariet, Vejle Stadsarkiv, Center for Specialundervisning for Voksne, Scanbuy og Webbureauet Re:


Kontakt:

søndag den 15. maj 2011

Vejle Stadsarkiv - MobiSticks i udstilling

Vejle Stadsarkivs udstilling om mennesket bag politikeren ”Vejle Byråd – hvem er vi?” har været på besøg på Rødkilde Gymnasium. Udstillingen fortæller ved hjælp af billeder, tekst og 2D-koder om, hvem Vejles byrådspolitikere er udenfor byrådssalen - om mennesket bag politikeren. 


Mens udstillingen var på gymnasiet, blev den set og scannet af mange elever, og den blev bl.a. brugt i samfundsfagsundervisningen om lokalpolitik og nærdemokrati. Eleverne eksperimenterede også selv med, hvordan de kan bruge 2D-koder i deres undervisning og oplæg. 

Vejle Stadsarkiv har brugt 2D-koder som et ekstra formidlingslag på udstillingen, fordi det giver en unik og sjov mulighed for at arbejde med smartphones, unge, uddannelse, dokumentation, politik, demokrati og aktivt medborgerskab.  

søndag den 1. maj 2011

MobiSticks i Dyrehaven

Her er en casefilm, der viser, hvordan MobiSticks anvendes i naturformidlingen i Dyrehaven i Nørreskoven,Vejle. MobiSticks koderne er anbragt på flere af de opstillede informationsskilte, der informerer om dyrene i Dyrehaven.


Koderne giver adgang til bl.a. filmsekvenser, der viser specielle situationer fra hjortenes livsforløb; brunst, fejning m.m. Der er desuden historiske filmklip samt en quiz, hvor de besøgende i Dyrehaven kan teste deres paratviden. MobiSticks koderne vil fremover blive integreret i flere af Vejle Kommunes informationsskilte i naturen. Kontaktperson: Bente Hansen, Økolariet, Vejle.

torsdag den 28. april 2011

MobiSticks på biblioteket

Her er casefilm, der viser, hvordan MobiSticks er blevet anvendt på Lærdansk Århus' bibliotek.   



Mobisticks er indarbejdet i et naturligt forløb, hvor kursister læser anmeldelser, læser bøger og selv skriver  anmeldelser. Det hele foregår i blogs.

Lav selv en blog til din klasse, hvor I kan lave anmeldelser af bøger.

tirsdag den 26. april 2011

MobiSticks på Nørremarksskolen

Se en casefilm om, hvordan MobiSticks kan anvendes i en 8. klasse. Det er Henrik Berggren, Lars Baes og Tina Sandgren, der har deltaget i projekt MobiSticks på Nørremarksskolen. De har også lavet 100 tematiserede MobiSticks, som vil blive lagt på MobiSticks.dk

mandag den 25. april 2011

Kognitiv støtte til hverdagsaktiviteter

MobiSticks kan anvendes som kognitiv støtte til at gennnemføre hverdagsaktiviteter. Der er unge, voksne (og ældre), der har behov for støtte til at gennemføre helt almindelige aktiviteter i hverdagen. Her er en casefilm, der viser, hvordan video på mobil (udløst af en MobiStick placeret på en kaffemaskine) kan hjælpe med at gennemføre de delaktiviteter, som er forbundet med at lave kaffe til to personer.




Casefilmen fungerer som inspiration til at lave MobiSticks med video (eller fotos) om hverdagsaktiviteter. Udover at lave kaffe kan hverdagsaktiviteter være "at vaske tøj", "at gøre rent på badeværelset", "at lave en bestemt ret" osv. Filmen vil blive lagt på sitet MobiSticks.dk

Du kan se casefilmen på din mobil ved at skanne denne MobiStick: